be nyheder
Direktør, Erik Kønigsberg, med et personligt indlæg til Rune under BE Installationers festlige afrunding på Runes år i lære som elektriker.

Elektriker og student i ét hug - dansk atletikhåb ved siden af

Vores lærling har på medaljeniveau forenet sin elektrikeruddannelse med en studentereksamen ved siden af en lovende fremtid som tikæmper. – Han understøtter dermed undersøgelserne, der har bevist, at elitesport og uddannelse er en rigtig god cocktail.

Efter tiende klasse i 2013 gik Rune Drongesen, der nu er 21 år, i lære hos os som elektriker og kombinerede det med en EUX studentereksamen. Den plan havde han haft siden sine yngre år, hvor han ofte var med sin elektrikeruddannede far på arbejde. Til gengæld var drømmen om atletik helt ny for ham, og han havde ikke på forhånd regnet med, det ville fænge i den grad, det faktisk gjorde.

Sideløbende med lange arbejdsdage hos os og skoledage med lektier intensiveredes Runes nye fritidsinteresse, og han begyndte at træne flere timer hver eneste dag alle ugens syv dage. Det lønnede sig, for siden blev han blandt landets bedste til tikamp i sin aldersklasse.

Derudover har Rune netop høstet ’Fagets Medalje” for sin flotte præstation ved afslutningen på sin uddannelse som elektriker og studentereksamen. Den anerkendelse slår fast, hvad undersøgelser fra Århus Universitet for et par år siden konkluderede; at elitesport samtidig gør unge bedre til deres uddannelse. Angiveligt fordi unge elitesportsudøvere er vant til præstationspres og gode til at strukturere og udnytte deres tid. Rune Drongesen udtaler selv:

- Det har været en stor fordel for mig at være i lære i en velorganiseret og større virksomhed som BE Installationer. Ellers havde jeg nok hverken haft mulighed for den fleksibilitet, min sport sommetider har krævet, eller fået mulighed for at snuse til så mange forskellige opgaver, som tilfældet har været. Fx har jeg altid haft kollegaer lige ved hånden, der med hver deres spidskompetence og erfaring har været til hjælp og inspiration, og som jeg har haft det virkelig sjovt sammen med.

Fredag, den 2. marts blev Rune fejret af sine enoghalvfjerds kollegaer her på BE Installationer A/S, hvor vi i årenes løb har haft andre medaljevindende lærlinge, der har æret os. Men ingen tidligere, der som Rune har balanceret en krævende sport på elitært niveau ved siden af.

Vi har tilbudt Rune fastansættelse på holdet af udlærte elektrikere. Det stod os dog tidligt klart, at Rune havde andre planer. Dels i forhold til sin sport, dels i forhold til elektrikerfaget. Fra og med april i år aftjener han sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde, hvorefter planen er at læse til svagstrømsingeniør. Formentlig i en større by, som naturligt nok også kan tilbyde en større atletikklub og forbedrede træningsvilkår for Rune.

Forståeligt synes vi og anerkender, at det er prisen for at indgå kontrakt med en elitesportsudøver. - Altså, at folk som Rune vil noget mere end gennemsnittet og derfor er svære at fastholde. Og så må vi andre bare glæde sig over deres deres energiske indstilling til tingene, så længe det varer, og være stolte over, at vi har været medvirkende til at gøre det muligt for dem at avancere og udvikle sig positivt på flere niveauer.