Mads og talenterne

Ja, det lyder som et nyt radioprogram. Det er det ikke. Vi hylder bare vores overmontør for alt det, han kan og står for. Med en baggrund som landbrugs-maskinmekaniker og elektriker samt med talent for at omgås andre mennesker er han en fortælling værd.

Mads Dam projekterer, leder og fordeler vores opgaver indenfor tyverisikring. Et job, han virkelig trives med, siger han selv. Og det er der hold i, for han har prøvet noget i løbet af sine 38 år.

Først uddannede han sig til landbrugs-maskinmekaniker, da han efter 9. klasse skulle vælge retning. Faget lokkede og virkede bekendt, fordi hans far er personvognsmekaniker. Men i forbindelse med en lavsæson på maskinstationen, hvor han som udlært arbejdede, tog han job som håndlanger hos en autoriseret el-installatør. Det blev et åbenbarende vendepunkt, og i en alder af 25 år gik Mads i voksenlære som elektriker.

Troede hans nærmeste familie og venner derefter, at han ville falde til ro med uddannelse nummer to, kunne de godt tro om. Mads ønskede at specialisere sig indenfor alarmsystemer og ledelse, og takket være en målrettet indsats lykkes også det, og i 2018 begyndte han hos os.

Vi manglede en stærk lederprofil til vores afdeling for tyverisikring, og det fik vi. Mads er positivt formet af sin tekniske dygtighed fra to brancher og sine menneskelige egenskaber. Derfor er der siden kommet både flere forespørgsler på alarmanlæg og flere elektrikere til selve installeringsarbejdet og de ofte obligatoriske tilsyn.

Det har Mads, der er kendt for at holde sig i gang – senest med et større vægttab og fornyelse af sit store kørekort – sin egen beskedne forklaring på:

- Ledelse og retning er nødvendig i enhver udviklingsproces. Men det er lige så vigtigt at turde give ansvaret fra sig. Det benytter jeg som redskab, idet jeg tror, det giver større motivation og arbejdsglæde. En anden fordel er, at jeg derved får frigjort tid til kundepleje. Faktisk betyder kontakten med mennesker meget for mig. Sådan har jeg altid haft det, så jeg kan selvfølgelig ikke nøjes med at stå på hovedet begravet i teknik, selvom det også hører med til det, jeg holder meget af her i livet.

Vi joker sommetider med at sætte en tyverialarm på Mads, for det ville godt nok være svært for os at undvære ham på holdet.