be nyheder

Vi har fået ny økonomichef

Mathilde Fårbæk Andersen er fra årsskiftet tiltrådt som ny økonomichef. Hun afløser vores afholdte Kjeld Peter Kjeldsen, der siden 2008 har haft den betroede rolle og nu har nået pensionsalderen. Med dette sagt bliver Kjeld hos os som senior-controller og med velfortjent fri om fredagen.

38-årige Mathilde har en HD i regnskab og økonomistyring toppet med cand.merc.aud og hertil flere års erfaring i praksis. Bl.a. hos hedengangne Gøma.

Allerede efter handelsgymnasiet vidste vores nye kollega, hvilken karrierevej hun ville følge. Måske ansporet af sin nu officielt pensionerede far, der var økonomichef. Men Mathilde er garanteret også rundet af sin pædagoguddannede mor, tror vi.

Med egne ord har vores nye kollega nemlig altid været motiveret af at medvirke til både effektivisering og trivsel på virksomheder. To ting, der komplementerer hinanden, fordi det er umuligt at forbedre sig og tjene penge i mistrivsel.

Privat bor Mathilde i Løgstrup med sine to døtre på hhv. 12 og 9 år og hører efter vores vurdering til i kategorien, ildsjæle.

Hun sidder i to forældreråd på børnenes skole, spiller håndbold og padel-tennis – og er frivillig træner for noget så sjældent som et unicykel-hold. (I øvrigt uden selv at kunne cykle på ethjulet cykel). Det var bare der, hun kunne gøre en forskel.

I sammenhængen føler vi os sikre i sadlen med Mathilde på holdet. Bl.a. til konstant overvågning af vores bundlinje, så vi kan trimme, satse osv. og fortsat være den bedste version af os selv. Dels som arbejdsplads, dels som kundernes foretrukne udbyder indenfor el og VVS.

 

 


Læs mere om samme emne: