'Fuld plade' for Midtjysk Albyg og HEM Denmark
Ja, måske nok lidt plat at lege med overskriften for en seriøs fortælling, som vi derudover er sent ude med.
Sagen er, at vi - med stor tak til Midtjysk Albyg - har haft teknikentreprisen på et nyt domicil til HEM Denmark. - En rigtig spændende virksomhed med speciale i opskæring og bearbejdning af plader til møbel- og byggeindustrien.
Vi har stået for el, VVS, ventilation og sikring og meldte planmæssigt arbejdet færdigt før jul, så de gode folk fra HEM Denmark kunne indtage deres 10.500 kvm.
Indflytningen af det tunge, højteknologiske produktionsudstyr og indretningen af de mange kvadratmeter har taget tid. Men ifølge direktør hos HEM Denmark, Tommy Jensen, er alt nu på plads.
Sammen med kollegaerne glæder direktøren sig dagligt over nybyggeriet. På fotoet ses han (t.v.) side om side med projektets byggeleder fra Midtjysk Albyg, Mikkel Old Jensen.
Med lager, produktion og administration samlet under samme tag har HEM Denmark fået de bedst tænkelige betingelser for en både smidig og fremtidssikret drift.
Vi ønsker tillykke!
