Det digitale låsesystem er kommet for at blive!
I Viborg administrerer Bach Gruppen sine godt og vel 2.000 lejemål, der er jævnt fordelt i vores landsdel. Det er fast arbejde for et stærkt hold med Trine Geil Kristensen i spidsen som administrationschef. I vinteres bragte vi på de sociale medier deres perspektiv på, hvorfor det digitale låsesystem er kommet for at blive, og det tåler gentagelse her på websitet.
Omtrent halvdelen af alle boliger i Danmark er lejeboliger. At sidde til leje giver i reglen anledning til en bekymringsfri tilværelse. Man har ikke selv ansvar for udbedring af fx vand i kælderen eller hul i taget, og så kan man forholdsvis nemt fraflytte efter behov.
Bach Gruppen tilbyder lejemål til private og til erhverv. Herunder har virksomheden selv opført en del boligkomplekser. Og netop i forbindelse har vi i efteråret haft fornøjelsen at installere den geniale opfindelse, som det digitale låsesystem er. Trine supplerer:
”Vi kunne sagtes se alle fordelene, da vi første gang hørte om det digitale låsesystem. Men jeg er glad for, at vi ventede med at slå til. For med tiden er systemet gradvist blevet endnu bedre, ligesom prisniveauet endelig matcher prisen på det traditionelle låsesystem.”
Hvad er et digitalt låsesystem?
Det digitale låsesystem består af programmérbare, batteridrevne nøgler og låsecylindre med elektroniskstyrede mekanismer, der styres online. Administrator kan fx lynhurtig tildele en nøglebruger adgang til flere lokationer og faktisk også fjerne den igen.
Kort og godt er det meget nemmere end at skære nøgler, administrere ekstranøgler og udskifte låse, som ellers er normen for de fleste boligselskaber.
Svensk/finske ASSA ABLOY har udviklet tre systemer, som vi har erfaring med. I dette eksempel med Bach Gruppen har vi installeret systemet eCLIQ i to af virksomhedens nybyggerier med hver 28 lejemål.
Det smarte er, at hver lejer kun får udleveret en eneste nøgle, der er kodet til adgang flere steder. Nøglen bruges både til den fælles hoveddør og -skur samt individuelt til selve lejligheden og postkassen.
Trine, som har fejret 10-års ansættelse hos Bach Gruppen, oplyser, at virksomhedens ambition er at få indført det digitale låsesystem i samtlige lejemål indenfor de næste 10-15 år.
Med systemet indført generelt vil der blive mere tid til andre vigtige gøremål for ejendomsteknikere m.fl. Herunder skal der være flere brugere af systemet, så lejerne altid vil kunne få hurtig hjælp, hvis en udfordring omkring fx adgangsforhold måtte opstå.
Vi har stået for oplæringen i den cloudbaserede platform til styring af eCLIQ, og selvom Trine finder systemet intuitivt appellerende, er hun glad for muligheden for vores backup. Det er klart, at der først for alvor kan blive et smidigt workflow, når alle lejemål er installeret med det digitale låsesystem. Men nu er nedtællingen til den dag i hvert fald begyndt.
