be nyheder

Ny projektleder på holdet!

I denne måned er vi blevet en projektleder rigere med 37-årige Lars Vittrup Rasmussen. Han er nordjyde, uddannet elektriker, IPMA-certificeret i projektstyring og har for sin alder et CV lidt udover det sædvanlige.

Straks efter sin HF-eksamen etablerede Lars, der altid har interesseret sig for teknik og mekanik, en virksomhed i Aalborg i fællesskab med en ven. Deres speciale var reparation af Apple-produkter, og efterspørgslen muliggjorde endnu et værksted i Aarhus med Lars som eneejer.

Han flyttede derfor til smilets by uden at blive udfordret på sin beslutning om at gå erfaringens vej i stedet for at uddanne sig i klassisk forstand. (Måske fordi han er vokset op i en kærlig kernefamilie som den yngste i en søskendeflok på fem). 

Men da han og hustruen Matilde ventede deres første barn, fik han selv tanken. Han kunne ikke se sig som både familiefar og selvstændig, ligesom de to på et tidspunkt gerne ville tilbage til deres nordjyske rødder. Så Lars afhændede virksomheden, og gik efter nøje overvejelser i voksenlære som elektriker. En uddannelse med et stort fremtidspotentiale mente han, (og det gør han stadig).

I et tilbageblik afslører Lars dog sit uddannelsesforløb som turbulent…

Det første møde med branchen var et kulturchok. På lærepladsen i Aarhus var jargonen hård og hierarkiet mellem svende og lærlinge ofte urimelig. Langt fra hans egen natur og menneskesyn – og han håbede på et vendepunkt i Aalborg, da han omtrent halvvejs i uddannelsesforløbet skiftede læreplads. Han og Matilde forfulgte nemlig omsider drømmen om at flytte til Nordjylland.

Desværre gik det her hverken værre eller bedre. Installatøren, der udbød el, VVS og ventilation, gik konkurs med endnu en omvæltning i læretiden til følge.

Det var Viborg-virksomheden Brøndum, der tog over for senere at sælge el-ekspertisen fra. Med i den handel røg selvfølgelig også Lars, der trøstede sig med snart at være færdiguddannet og fri til at flyve videre.

Som udlært fik Lars job som servicetekniker indenfor robotteknologi og automation. Et spændende job, der blev springbræt til flere og større udfordringer og påmindede ham, hvorfor han til at begynde med netop ville være elektriker. 

Det motiverer Lars, der i dag bor med sin familie i Aalestrup, at få aftaler mellem mennesker til at lykkes bedst muligt i komplekse forløb. Lige fra den indledende projektering, til idriftsættelse – og hvad enten det gælder mindre projekter eller projekter i millionklassen.

Af den grund lod han sig tidligere i år eksaminere i professionel projektstyring, hvilket vi med taknemmelighed nu får fornøjelsen af.